Svend Tveskæg regerede Danmark, England og nogle dele af Norge.
Han var søn af kong Harald Blåtand og far til Knud den Store.
Omkring år 980 førte han et oprør mod sin far og tog den Danske trone med magt, hvorpå han sendte sin far i eksil.
Harald døde ikke længe efter at have tabt slaget mod Svend Tveskæg i ca. år 986 eller 987.
Svend blev konge af det meste af Norge i 1000 efter en troskab med Erik Linnemann.
Ikke længe før han døde i 1013, blev han Englands første danske konge efter mange års krig.
Detaljer om Svends liv bliver ofte anfægtet blandt videnskabsmænd og historikere.
Mange forskellige historiske kilder har modstridende fakta omkring hans liv, så historikere er nødt til at give deres egne fortolkninger af disse kilder, mens de kigger på dem alle samlet.
En af de historiske kilder er krønikerne af John af Wallingford.
Disse historier indikerer, at Svend deltog i togter mod England i flere perioder mellem år 1002 og 1012.
Kilden skriver, at han var ude for hævne en massakre på danske indbyggere der var sket i England på St. Brice's Dag i 1002.
Historikere klassificerer ofte denne massakre som værende den etniske udrensning, der blev udført af Æthelred den Rådvilde.
Svend kan have været personligt påvirket af disse grusomheder, da man mener, at hans søster Gunhilde kan have været et af ofrene.
Andre hævder, at han kan have deltaget i togter, fordi han var fattig efter at være blevet tvunget til at betale en løsesum.
Efter mange års kampe i England, besejrede Svend London og blev erklæret Englands konge på juledag i 1013.
Han regerede England i blot fem uger før hans død.